Står du og skal investere i firmatelefoner til dine medarbejdere, vil et af de helt store spørgsmål være, hvorvidt det skal være Android- eller Apple-telefoner. Der er stor forskel på, hvorvidt virksomheder vælger udelukkende at tilbyde deres medarbejdere Android-telefoner, udelukkende Apple-telefoner eller om der gives mulighed for frit valg.

Her i denne artikel kigger vi nærmere på, hvad der taler for henholdsvis at vælge enten Apple som leverandør af telefoner til virksomheden eller i stedet at benytte telefoner med Android-styresystemet.

Apple

Danmark er et af de lande i verden med det højeste antal Apple-produkter per indbygger. Derfor vil du sandsynligvis opleve, at mange af dine medarbejdere i forvejen har en iPhone, og gerne ville have en sådan som firmatelefon også.

Til gengæld er Apple iPhones ofte dyrere end tilsvarende Android-telefoner, og så er de en del af Apples lukkede økosystem. Det vil sige, at for fuldt ud at udnytte telefonens funktioner, skal den helst bruges sammen med andre Apple-produkter såsom deres Mac-computere og iPads.

Omvendt er fordelen ved det lukkede økosystem, at det ofte vil være sværere for dine medarbejdere at åbne op for sikkerhedshuller ved et uheld. Det er nemlig ikke bare sådan lige at downloade en uautoriseret applikation eller lignende på en iPhone – og det kan være afgørende for IT-sikkerheden i virksomheden.

Android

Vælger du i stedet at tilbyde Android-telefoner til dine medarbejdere, vil du kunne vælge mellem flere forskellige leverandører; Samsung, OnePlus, Nokia, Motorola, Sony og mange flere. Der er flere årsager til, at det kan være en fordel, herunder:

  1. Det er nemmere at finde en telefon, der passer til medarbejderens og virksomhedens behov og IT-opsætning.
  2. Telefonerne har en langt bredere prissætning og passer således bedre til alle budgetter.

Mens Android-telefoner kan virke mere usikre (grundet deres mere åbne styresystem) end telefonerne fra Apple, behøver du ikke nødvendigvis at bekymre dig om virksomhedens IT-sikkerhed ved at gå Android-vejen. Et tiltag kan eksempelvis være at købe firmatelefonsudgaverne, som flere af førnævnte producenter sender på markedet.

Eksempelvis har Samsung en hel serie af telefoner, som de kalder for Enterprise Edition. Udover øget fokus på sikkerhed, kommer de også med forlænget opdateringsgaranti og dedikeret kundeservice. Samtidig giver de virksomhedens IT-afdeling mulighed for at gennemtvinge softwareopdateringer på medarbejdernes telefoner og meget mere.

Android eller Apple: Hvad er det rigtige valg?

Der er altså fordele og ulemper ved at begge typer af firmatelefoner, og der er som sådan ikke noget rigtigt eller forkert svar i forhold til, hvilken type du skal vælge i din virksomhed.

Bruger I primært Apple-produkter i forvejen, vil det oplagte svar være at gå med Apples iPhone som en firmatelefon, men det vil ikke nødvendigvis give problemer at have Android-telefoner.

Vil I helst undgå at investere for mange penge i at købe firmatelefoner, kan det give mening at vælge Android. Her vil nemlig være mulighed for at spare adskillige tusinde kroner per telefon, sammenlignet med udvalget af iPhones.

Uanset hvad du vælger, så vil det dog være en investering, når virksomheden skal anskaffe firmatelefoner til alle medarbejdere. Det kan derfor være en idé at overveje en form for finansiering; enten direkte gennem leverandøren af firmatelefonerne eller ved at optage et erhvervslån, der kan give den nødvendige likviditet til at afregne telefonerne kontant.